tirsdag den 27. december 2011

Aarhus Kano & Kajak Klubs får nye klubfaciliteter

Aarhus Kano & Kajak Klubs nye klubfaciliteter "Å-husene Kano & Kajak" ved Søren Frichsvej får nu opbakning fra Aarhus kommune, fortæller klubben på sin hjemmeside.

Klubben er netop tildelt 235.000 kr. af kommunens tilskud til anlægsprojekter, en pulje der tildeles forenings- og fritidsformål i 2012. Klubben ser det som en anerkendelse af det projekt som der er indgået med Domis Ejendomme omkring at udvikle kano & kajak aktiviteter på Aarhus Å.

"Set i lyset af, at kommunen har en yderst vanskelig opgave med at prioritere puljen der helt sikkert søges af rigtig mange ansøgere, så er vi rigtig glade for at rådmanden for Kultur og Borgerservice, Marc Perera Christensen, har valgt vores projekt" udtaler Christian Sellebjerg og klubbens formand Claus Pape, der koordinerer klubbens store projekt.

Åhusene Kano & Kajak hedder den nye afdeling af klubben, der forventes taget i brug i 2012. Faciliteterne består af bådebro med terrasse, bådrum samt klublokale med toilet og omklædningsfaciliteter. Med disse faciliteter kan klubben skabe oplevelser for klubbens medlemmer og byens borgere og gæster på et stykke unikt natur.

Det kommende rovand bliver by-åen fra det nye Multimediehus op gennem Aarhus Å til Brabrand Sø. Den bynære natur er afvekslende og en flot oplevelse på alle tider af året. Og roere i alle aldre kan glæde sig til faciliteter, der reelt gør det muligt at ro kano & kajak hele året, skriver klubben på deres hjemmeside.

Læs bloggen på din mobiltelefon

Du kan læse denne blog på din mobiltelefon via dette link:

http://kano-kajak.blogspot.com/?m=1